Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Fælleslogo
Mobil menu

Om Kridthuset

VELKOMMEN TIL KRIDTHUSET

Kridthuset er en børnehave, der er normeret til 30 børn i alderen 2,11-6 år. Huset ligger i Nustrup med skolen og hallen som nabo. Til huset hører en dejlig, stor legeplads med masser af plads til forskellige aktiviteter. Børnene er ude hver dag og enkelte dage både formiddag og eftermiddag.

Naturbørnehave
Kridthuset er en naturbørnehave og har de sidste 16 år opnået Det Grønne Spirerflag. Flaget gives til institutioner med særligt fokus på naturen. Som modtager af flaget skal man opfylde nogle bestemte kriterier: Vi laver en grøn handleplan, én eller flere ansatte deltager i et Grønne Spirer kursus, børn og voksne skal sammen gennemføre selvvalgte natur-/miljøaktiviteter gennem mindst 3 måneder, mindst én dag om ugen og vi skal fortælle om vores arbejde.

Skovbyen

 

Lokalområdet
Vi benytter os af lokalområdet med besøg hos lokale landmænd, byens legeplads, skoven, kirken, hallen, skolen, naturskolen, brandstationen og meget mere. 
Tre dage to gange om året pakker vi hele børnehaven sammen og kører med bus til Naturskolen Perleholmen, hvor vi fordyber os i naturen, laver mad på bål og laver kreative ting i naturen. Derudover er vi aktive omkring højtiderne, herunder kan nævnes julen, hvor vi pynter juletræer, som pryder rundt om i byen, opfører krybbespil i kirken og går luciaoptog. 

Forældresamarbejde
Kridthuset er grundet sin relativt lille størrelse et hus, hvor der hurtigt opstår et tæt samarbejde med forældrene omkring børnenes trivsel og udvikling. Pt hedder de aldersopdelte grupper i huset Frøerne, Rævene og Kaninerne. Flere gang i løbet af ugen arbejdes der med grupper dannet på tværs af alder - alt efter hvilket tema/emne der arbejdes med. 

Samarbejde med lokale dagplejer
Vi samarbejder med de lokale dagplejer - både kommunale og private. Med besøg fra dagplejen sikrer vi kendskab og genkendelighed, hvilket letter overgangen til børnehaven, huset og personalet. Det er hyggeligt og lærerigt for både dagplejebørn og børnehavebørn, når dagplejen er på besøg. 

Nustrup
Nustrup har et godt lokalsamfund, hvor der i selve byen er 566 personer bosiddende. I alt bor der 1.251 borgere i Nustrup Sogn. Byens borgere er aktive og har ry for at hjælpe og støtte hinanden. Byen har et godt lokalsammenhold og et rigt foreningsliv. Byen har desuden sin egen skole samt en velfungerende  SFO. Støtteklubben for Nustrup Ungdomsforening arrangerer forskellige aktiviteter og tager sig bl.a. af Sportsugen, bankospil, LAN-aften og Bierfest som samler over 500 deltagere. Omkring byen er der en smuk natur, og du kan nyde nogle dejlige gåture i engområdet omkring Nørreåen og nyde friluftslivet i skove og langs marker. Der kun ca. 10 km til Vojens og Gram.

Legeplads